Rawplugs guide

Rawplugs – guide til hvordan du vælger de rigtige rawlplugs

Rawplugs bør være en del af enhver boligejers værktøjskasse. Hver eneste gang du skal hænge lamper op, montere skabe eller have nye billeder på væggen, har du brug for de små, og helt uundværlige, plastikdimser, der kaldes rawlplugs. De små fantastiske rawlplugs findes i en masse forskellige varianter, og det er vigtigt, at du vælger den rigtige type i hver enkelt situation. Hvis du er i tvivl, så læs med, og få nyttig viden i vores store rawlplugs guide.

Lau Christensen
Skrevet d. 22. juni 2021 af Lau Christensen

Forhandlertip

Du kan købe dine rawplugs her:

Rawplugs bør være en del af enhver boligejers værktøjskasse. Hver eneste gang du skal hænge lamper op, montere skabe eller have nye billeder på væggen, har du brug for de små, og helt uundværlige, plastikdimser, der kaldes rawlplugs. De små fantastiske rawlplugs findes i en masse forskellige varianter, og det er vigtigt, at du vælger den rigtige type i hver enkelt situation. Hvis du er i tvivl, så læs med, og få nyttig viden i vores store rawlplugs guide.

Rawlplugs bliver tit stavet rawplugs, men det er faktisk ikke helt korrekt. Årsagen til det lidt særprægede navn er, at opfinderen af de smarte anordninger hed John J. Rawling, som senere grundlagde The Rawlplug Company. Navnet har sidenhen hængt ved, og uanset fabrikat bruges ordet rawlplug mere eller mindre som en fællesbetegnelse for plastikdyblerne.

Hvad er en rawplug?

En rawlplug er en plastik eller metaldyvel, der monteres i et hul i loft eller væg, så du kan få en skrue til at sidde fast. Medmindre dine vægge og lofter er lavet af træ, kan du ikke bare skrue en skrue i, og så regne med at den sidder fast – her kommer rawlpluggen ind i billedet.

Når skruen bliver skruet ned i en rawlplug, udvider pluggen sig i hullet, og du får en perfekt fastgørelse. Skruen sidder så godt fast, at du kan montere skabe, reoler osv. og være helt sikker på, at alle dele sidder godt fast og uden risiko for at falde ned.

Valg af rawlplugs

Når du skal vælge rawlplug, er der specielt 2 spørgsmål, du bør stille dig selv:

  • Hvad skal du hænge op?
  • Hvilken vægtype er der tale om?

Vægten og størrelsen på emnet, der skal hænges op eller monteres, har betydning for, hvilken tykkelse rawlplug du skal bruge. Jo større emner, der skal monteres, og jo mere de skal kunne bære, desto tykkere rawlplug og kraftigere skruer skal du bruge.

Til almindeligt brug i hjemmet er det ofte rigeligt med 6 mm rawplugs til billeder, mindre lamper og lignende. Til reoler og skabe, hvor der kommer noget mere vægt på, bør du gå op i 8 mm plugs. Til særligt tunge emner kan det være nødvendigt med 10 mm rawlplugs. Hvilken tykkelse og hvor mange plugs, du skal bruge, må vurderes afhængig af projektet.

Den anden vigtige ting, du skal have in mente, er, hvilken vægtype du har i boligen. Der er nemlig forskel på rawlplugs, alt efter om de skal bruges til hårde vægge, som beton og mursten, eller lette vægge af gipsplader.

Hvilke typer rawplugs findes der?

Typer rawlplugs

Inden du begynder at bore huller til rawlplugs, skal du som nævnt starte med at finde ud af, hvad væggen eller loftet er lavet af. Hvis der er tale trævægge og lofter, så behøver du ikke bruge rawlplugs. I disse tilfælde kan du skrue direkte i træet.

Rawplugs til beton

Beton er svært at bore i, men til gengæld er det både let og sikkert at montere selv meget tunge genstande på vægge og i lofter. Det hårde materiale er perfekt til rawlplugs, men der findes flere valgmuligheder.

Det oplagte valg er den helt almindelige rawlplug, der sædvanligvis findes i sortimenter fra 5-10 mm. Dette valg vil være det oplagte i langt de fleste tilfælde. Til mere specielle opgaver og til meget tunge emner findes der særlige expansionsbolte, og til montering af døre og vinduer kan du vælge specielle karmskruer.

Se også: Lav sikre boringer med en vægscanner

Rawplugs til mursten

Boring af hul til rawlplugs

Valget af rawplugs til mursten vil i langt de fleste tilfælde være de samme, som du bruger til beton. Hvis du er uheldig at ramme en fuge, skal du bruge en rawlplug med bredere vinger for at få den bedste fastgørelse.

Hvis det er tale om hulsten, dvs. en særlig mursten med huller på den korte led, kan det være svært at få en almindelig rawlplug til at holde. I disse tilfælde kan du bruge rawplugs til gasbeton.

Rawplugs til gasbeton

Gasbeton eller letklinkerbeton er et fantastisk materiale, og det er let at bore i, når du skal hænge noget op. Desværre er materialet også meget porøst, og det kan være svært at styre boremaskinen. Det kan resultere i, at hullets diameter bliver en smule større end selve boret.

I mange tilfælde kan du bruge den samme type rawplug som til mursten og beton, men der findes særlige plugs til gasbeton, som sikrer en bedre befæstelse. Disse plugs har lidt bredere og kraftigere ”vinger” end almindelige rawlplugs og passer dermed perfekt til det porøse materiale.

Rawplugs til gips

Gipsvægge og lofter af gips kan være temmelig besværlige at fastgøre ting i. Til almindeligt byggeri er der ofte brugt to lag gipsplader, der er fastgjort til et skelet af træ eller metal. Hulrummet i gipspladen kan være tomt eller fyldt med isoleringsmateriale.

I disse tilfælde skal du bruge særlige plugs, der er beregnet til gipsplader. Denne type rawplugs udvider sig på bagsiden af gipspladen, efterhånden som du skruer skruen dybere i. På den måde får du en god og holdbar befæstelse af skruen.

Rawplugs til boring i beton

Disse rawlplugs bør du undgå

Er der rawlplugs, som du bør undgå at bruge? Ja, det er der faktisk. De helt billige rawlplugs som er lavet af et meget hårdt og ufleksibelt plastmateriale, bør du gå uden om. Disse plugs knækker meget let, og derved mister de deres funktion fuldstændigt.

Af en eller anden årsag er det ofte denne type plugs der følger med, når du køber lamper, reoler osv. Du kan med fordel erstatte de billige plugs med rawlplugs i bedre kvalitet, så du er sikker på at tingene hænger godt fast i vægge og lofter.

Hvor køber du de bedste rawlplugs?

Du finder de bedste og mest professionelle rawlplugs i byggemarkeder. Enten i de fysiske butikker eller i et online byggemarked. Fordelen ved at købe rawlplugs i byggemarkedet er bl.a., at de sjældent forhandler de meget ringe produkter. I stedet får du mulighed for at vælge plugs i samme kvalitet, som de professionelle håndværkere bruger.

 

 

Du kan købe dem online her:

Når du bestiller dine rawlplugs og andre byggematerialer online, får du ofte langt flere valgmuligheder, og det er langt lettere at overskue priserne på de enkelte produkter. En anden stor fordel ved onlinehandlen er, at du slipper for at stå i kø i butikken, og dine varer bliver leveret direkte til døren eller til pakkeshop/-boks.

Huskeseddel